Menu

Ubberud-dreng rykker videre: Jakob Breum solgt til den hollandske Eredivisie-klub Go Ahead Eagles!

image Jakob Breum
14. juni 2023 kl. 11:47

Jakob Breum kom til OB som førsteårs-U17-spiller, inden han i november 2021 skrev sin første professionelle kontrakt med klubben. Nu rykker han videre ud i verden, da vi netop har solgt ham til den hollandske klub Go Ahead Eagles, der spiller i landets bedste række.

- Jakob er på mange måder et forbillede for OB, da han rykkede direkte fra Akademiet ind i startopstillingen og nu bliver solgt videre til en højere rangeret liga i Europa, siger fodbolddirektør Björn Wesström og fortsætter:

- Han bliver nu en fin ambassadør for OB's talentudvikling i den hollandske Eredivisie, og vi takker ham for denne gang og ønsker ham alt det bedste i sin nye klub.

Jakob startede med at spille fodbold i Øens Hold-klubben Ubberud IF, hvorefter han skiftede til en anden samarbejdsklub, Næsby Boldklub, inden han omsider landede i Ådalen. I sin tid på Akademiet nåede han at være med til at vinde mesterskabet med U19-holdet, selvom han kun var U17-spiller, og han var tilmed anfører i sin sidste sæson på U19.

Han blev klubbens tredje yngste superligadebutant, da han i juni 2020 blev skiftet ind i 3-1-sejren over Esbjerg fB i en alder af bare 16 år og 203 dage.

- Det bliver mærkeligt at skulle forlade klubben, og det har været en ære at få lov til at spille i de flotteste striber i Danmark. Det har været fem år med op- og nedture, men det har helt klart været en kæmpe fornøjelse at have sin daglige gang i Ådalen. Alle de mennesker i og rundt om klubben, der har hjulpet mig, skylder jeg en stor tak for deres arbejder, siger Jakob Breum.

Nu står den unge kantspiller over for nye spændende udfordringer i Holland:

- Nu står den på en ny udfordring, som jeg ser utrolig meget frem til. Det er stort set alle fodboldspilleres ambition at komme ud i det store udland og prøve sig af. Det her er en mulighed, der pludselig opstod, og både klubben og jeg mente, at det var det rette tidspunkt, jeg skulle prøve noget andet, siger han og fortsætter:

- Jeg vil gerne takke fansene for deres evige opbakning i både medgang og modgang. I har været der for mig fra dag ét, og det har været en kæmpe fornøjelse at spille foran jer hver weekend.

Jakob nåede at spille 51 kampe for førsteholdet, score fire gange og levere tre assist. Tak for denne gang, Jakob, og held og lykke i din nye klub!

Luk