Øens Hold samarbejde bærer frugt!
I søndags, den 16. april, var Ubberud IF repræsenteret på Nature Energi Park i forbindelse med kampen mellem OB og Silkeborg.
Den glædelige årsag til besøget var at klubben fik overrakt en check på hele 80.000 kroner, da den tidligere Ubberud-spiller Jakob Breum nåede et bestemt antal førsteholdskampe for OB’s bedste mandskab.
Beløbet bliver udbetalt som en del af ”Øens Hold” samarbejdet, hvor OB anerkender det store arbejde der gøres i ungdomsafdelingerne rundt omkring på Fyn, ved at give et økonomisk bidrag hver gang en ungdomsspiller fra en af de medvirkende klubber brager igennem på den store scene.
Vi ønsker selvfølgelig først og fremmest Jakob stort tillykke med den imponerende bedrift, som han bestemt ikke er kommet sovende til. Lad det være en kæmpe motivationsfaktor til alle de seje, unge mennesker der uge efter uge kommer hjem fra træning med forårsgrønt græs på knæene.
Vi vil også gerne rette en stor tak til OB og erklære vores stolthed over at være en del af ”Øens Hold” samarbejdet.
Bestyrelsen vil nu overveje, hvordan pengene på bedste vis, kommer medlemmerne til gode.